mandag den 7. april 2014

Cheesecake

Endnu engang blev det min tur til at have feriekage med på arbejdet!(Men nu er det altså også sidste gang jeg holder ferie inden sommerferien!!) Jeg fik lyst til at lave en Cheesecake. Det er nemt, og smager himmelsk! Jeg skriver opskriften, som jeg vil lave den næste gang jeg laver Cheesecake!!- Jeg synes nemlig der var for meget smør i bunden, så den blev for hård...og vil have lidt mindre hindbærgele ovenpå - så er den perfekt!!
Bund: 15 Digestive kiks, 150 gram smeltet smør: Knus kiksene og bland dem med det smeltede smør og pres massen i en bund i en springform (20 cm). Sættes på køl.
Ostecreme: 300 gram flødeost natural, 150 gram creme fraiche 18%, kornene fra en stang vanilje, 70 gram sukker, 4 husblas. Pisk flødeost, creme fraiche, sukker og vaniljekorn til en jævn masse. Udblød husblas, smelt det over vandbad og kom det i blandingen - brug lidt creme til at afkøle med, så det får ca samme temperatur som ostecremen. Tilsæt nu husblassen i resten af cremen og rør. Hæld ostecremen over kiksebunden og sæt kagen på køl i en time.
Hindbærgele: 60 gram sukker, 150 gram frosne hindbær, 4 spsk vand, 2 husblas: Kog vand, bær og sukker ved svag varme i ca10 minutter. Blend massen og si den tilbage i gryden.
Varm massen ved svag varme og tilsæt udblødet husblas - tag gryden af varmen og lad massen køle af under omrøring.
Kom geleén på kagen og lad kagen stå på køl min. 5 timer,- gerne natten over.
Jeg har desværre ikke noget billede af kagen efter den blev skåret,- den forsvandt ret hurtigt! Jeg har før lavet Cheesecake, hvor geleén ovenpå var "bærmix"...-tænker at den kunne være god at prøve med jordbær eller mango gele :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar